bliv klogere på
hvem jeg er
Hej, mit navn er Johanne.
Jeg er kvinden bag Her Hands Made – en strikker, maker og homemaker med en kærlighed til at skabe, organisere og få mest muligt ud af det, jeg allerede har.
Her deler jeg mine strikkeopskrifter, digitale planners og print-selv designs – inspireret af og lavet til en langsommere og mere bevidst hverdag.
det hele begyndte med
strik og kaffe
I 2016 lærte en veninde mig at strikke. Under Instagram-navnet strik og kaffe dokumenterede og delte jeg min strikkerejse. To år senere udgav jeg min første strikkeopskrift, inspireret af, designet til og strikket til vores førstefødte, Elinor.
Siden da er det vokset til en lille enkeltmandsvirksomhed med digitale strikkeopskrifter, planners og print-selv designs – alt sammen skabt med omtanke, inspireret af hverdagslivet og designet til at være både smukt og brugbart.
en hyldest til
det enkle, kreative liv
Vi bor i et gammelt hus fra 1850’erne i en lille landsby lige uden for København – omgivet af marker, heste og skønne naboer.
Her går livet lidt langsommere, og der er altid et nyt projekt – i huset, i haven eller på strikkepindene.
Jeg finder inspiration i de enkle ting: håndlavede detaljer, naturen, god mad, det at dyrke og konservere og langsomt skabe et hjem, vi elsker – ét skridt ad gangen.
Her Hands Made er min måde at dele den inspiration med dig gennem digitale produkter, kreative projekter og idéer til en mere bevidst hverdag.
med respekt for fortiden
former vi fremtiden
At bo i et gammelt hus fra 1850’erne betyder langsomt at afdække dets historie, lidt efter lidt – med respekt for fortiden, mens vi former fremtiden.
Jeg elsker at opdage de historier, der har udspillet sig inden for disse vægge og på jorden omkring os. Jeg kan nemt fortabe mig i gamle arkiver, kort og dokumenter og stykke små glimt sammen af de mennesker, der boede her før os.
Fra tid til anden afslører huset selv endnu et lille spor – en slidt detalje, en gammel reparation eller noget glemt under jorden. Nogle fund er små, andre fortæller en større historie, men tilsammen føjer de langsomt endnu en brik til stedets historie.
For mig handler det at passe på et gammelt hus ikke om at føre det tilbage til ét bestemt tidspunkt i historien, men om at forstå det, der kom før os, bevare det, der er værd at bevare, og med omtanke føje vores eget kapitel til.
hobbyen der blev til
en lille kreativ forretning
Det hele begyndte med hækling, men inden længe overtog strik al min tid. Jeg opdagede nemlig hurtigt alle de uendelige muligheder, strik bød på. Det åbnede en helt ny verden for mig, og jeg blev fascineret af, hvor meget jeg kunne skabe med bare garn, to strikkepinde og mine egne hænder.
Det var i de første spæde skridt, strikogkaffe blev født på Instagram – en digital dagbog som skildrede min egen strikkerejse, men også et sted, hvor jeg kunne finde uendelig inspiration og blive en del af et fantastisk kreativt fællesskab.
Navnet afspejlede det, strik var blevet for mig: et kreativt frirum med et strikkeprojekt i hænderne og en kop kaffe inden for rækkevidde – et sted, hvor skuldrene kunne sænke sig, kreativiteten få frit løb og nye idéer tage form.
I 2018 udgav jeg min første strikkeopskrift, som oprindeligt var designet til min datter Elinor. Én opskrift blev til flere, og inden længe var det, der var begyndt som en hobby, stille og roligt vokset til min egen lille virksomhed.
Gennem årene har jeg designet strik til børn, kvinder og mænd, samtidig med at jeg har lært alt det, der følger med at drive en kreativ virksomhed – fra at udvikle og skrive opskrifter til fotografering, grafisk design, hjemmesidebygning og formidling af mit arbejde.
her hands made
er det næste kapitel.
Et sted, hvor mine strikkeopskrifter kan leve side om side med de andre ting, jeg elsker at skabe – planners, print-selv designs, kreative projekter og inspiration fra hverdagen.

